Udiverden.dk




Forside > Arbejde > For lærere

Specielle muligheder for lærere

Der er mange muligheder for at komme til fremmede lande og undervise. 

Job-swop
Job-swop er udveksling af lærere eller andet personale mellem to lande i 1-3 uger. Der er også mulighed for længerevarende job-swop (3-6 måneder eller længere).

Hvordan foregår et job-swop?
Job-swop - eller jobbytte - betyder at man arbejder sammen med og bor privat hos en udenlandsk kollega under opholdet i udlandet, og er vært når kollegaen er på besøg i Danmark. Man følger sin kollegas hverdag - det kan være både på arbejdspladsen og ved at besøge lignende eller andre sektorrelevante institutioner eller skoler. Job-swop kan foregå med kolleger fra langt de fleste lande.

Hvem kan bytte job?
Jobbyttet kan være mellem to kolleger fra to lande, men det kan også være grupper af lærere. Bytningen skal foregå inden for det samme fagområde, d.v.s. lærer med lærer, en administrativt ansat med en administrativt ansat osv. Derudover skal de sproglige forudsætninger være i orden.

Hvordan får man etableret et job-swop?
Skolens ledelse skal naturligvis være indforstået med job-swoppen, og i mange tilfælde sker det som en del af et internationalt projekt, skolen er involveret i. Det kan fx være et Comenius-projekt på en folkeskole, et gymnasium eller en erhvervsskole. Man kan også kontakte Det Danske Kulturinstitut, der tilbyder mange muligheder for job-swop til lærere, pædagoger, administrativt ansatte, vejledere osv. Opholdene er af både kortere og længere varighed. Læs mere på Kulturinstituttets webside.

Almindeligt arbejde som lærer i udlandet
Visiting International Faculty - VIF - arrangerer ansættelse af udenlandske lærere for 1-3 år på amerikanske skoler. Ordningen omtales detaljeret på Styrelsen for Universiteter og Internationaliserings hjemmeside.

Hvis man vil undervise i et u-land, kan man søge lønnet eller frivilligt arbejde gennem en af u-landsorganisationerne herhjemme eller gennem en af de mange internationale organisationer. Find flere oplysninger på www.global.dk.

Hvis man ønsker at arbejde som lektor på et udenlandsk universitet, kan man se om der evt. findes en kulturaftale mellem Danmark og det pågældende land.

Flere danske faglige foreninger er medlem af internationale netværk. Kontakt din egen forening vedrørende muligheden for at komme via dem, eller søg på Education International
(under 'links').

Sidst opdateret: 06-01-2012 17:19
 
Styrelsen for Universiteter og Internationalisering | Bredgade 43 | 1260 København K | Tlf., fax & email | Privatlivspolitik